søndag den 18. august 2013

The ending of one chapter is the beginning of another...

Kære Læsere.

Jeg er taknemmelig for hver og en der har fuldt med i mit eventyr, så jeg føler at jeg bliver nødt til at runde rejsen af med et ordentligt indlæg.

I morgen har jeg første skoledag, hvor jeg skal starte i 1.g på Skive Gymnasium, og for 13 dage siden var det præcis 2 måneder siden jeg satte fødderne på dansk jord igen før første gang i 10 måneder. Siden den dag har der ikke været meget liv og action på min blog, men det samme kan man næppe sige om mit liv! I år har jeg haft den længste sommerferie i mit liv (tæt på 3 måneder)  - men samtidig også den bedste!

 Jeg har på disse 2-3 måneder pakket et helt liv sammen, forladt et land, en familie, en skole, en kultur og en flok venner som jeg har brugt 10 måneder og en uendelig mængde kræfter på at tilpasse mig til, til at lære at elske og leve med, men dette lykkedes også til fulde for mig. Jeg har krydset Atlanten, siddet klemt fast i et SAS fly under hvad der synes som jordens længste, hårdeste men også mest spændingsfyldte flyvetur, jeg er blevet modtaget med promt, pragt og massere af glædestårer af familie og venner, mennesker som jeg elsker allermest i hele min verden, og som jeg har måttet undvære i næsten et år! Dette er en glæde, som ikke kan beskrives, men kun opleves på egen hånd. Jeg har indhentet forsømte fester og glade stunder med venner og veninder. Jeg har rejst fra Danmark til Østrig til Kroatien til Berlin, hvor jeg har nydt min fantastiske families selskab. Jeg har arbejdet som aldrig som aldrig før, for at genopfylde min slidte konto, fejret min brors og venners studentereksamen, og sidst - men ikke mindst - har jeg gjort jeg har savnet allermest: været DANSKER! 

Det er helt ubeskriveligt hvor stort glæde man kan finde i at genoptage vaner og normer, som man har taget for givet hele sit liv! Bare det at sidde om spisebordet med sin familie hver morgen og aften, at cyklen en tur at frit kunne tage bussen til sine venner eller familie, at spise en leverpostejsmad med rødbeder, at bo 7 minutter for stranden, at løbe en tur i det danske landskab, som man egentlig altid har været omringet af, at køre i sin egen gamle bil med familien, at bruge sin egen vaskemaskine, vande sit eget drivhus, høre dansk radio, spille kort med sine bedsteforældre, få motorstop i sin brors gamle jolle under den danske sommersol, spille fodbold og håndbold i baghaven, at se dansk fjernsyn og være en del af et velfungerede samfund - listen er uendelig - alt dette er noget vi burde nyde noget mere, og noget som jeg har lært at sætte pris på! 

Det var trist at sige farvel til USA, værtsfamilien, vennerne og hele sit livseventyr, men det var samtidig en lettelse. Både fordi at det gik op for mig, at jeg havde gennemført den ind til videre største udfordring i mit liv, og helt på egen hånd. Jeg havde klaret opgaven og endda udviklet mig og lært noget af det. Men det var også en lettelse, fordi jeg - som jeg før har skrevet - var klar til at komme videre i livet. Jeg kan rigtig godt lide at få udfordringer og sætte nye mål, men efter at jeg havde lært at tilpasse mig livet og kulturen i USA var det som om mit liv gik i stå. Der skete selvfølgelig hele tiden noget nyt, og hverdagen var fyldt med fede oplevelser, men der var stadig ikke nok muligheder for mig og nok mål at sætte. Derfor er enden på ét kapitel - som overskriften siger - også begyndelsen på et nyt kapitel. Der venter tre fantastiske år på gymnasiet med gamle og nye venner, masser af udfordringer og nye livserfaringer, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang. Selvom jeg som sagt var klar til at komme videre i slutningen af mit udvekslingsår, så var det på ingen måde forgæves! Mit år i USA har lært mig så meget om mig selv og givet mig så mange livserfaringer som jeg på ingen måde vil bytte for noget andet! Alle disse ting jeg har lært er fantastiske at have med i rygsækken i mine kommende uddannelses år og i resten af mit liv. En af de forskelle jeg især kan mærke fra nu og før er, at jeg virkelig er blevet et gladere menneske! Selvfølgelig var jeg også glad og lykkelig før jeg tog til USA, men idet at jeg virkelig har lært at sætte pris på alt det jeg har, har jeg også lært at se lettere på ting, som jeg før ville have været virkelig træt af. De negative ting bliver modtaget som en sund udfordring, og de positive ting bliver bare endnu mere positive. Hver morgen når jeg står op glæder jeg mig til dagen der venter, og det lyder uden tvivl som en irriterende kliché, men det er altså sådan jeg har det, og det er nok en følelse som igen kun kan forstås af udvekslingsstudenter :)

Jeg håber at i har nydt at følge min blog, og at jeg har fået rundet ordentligt af. Hvem ved, måske kommer der en anden lejlighed, hvor jeg får lyst til at dele mine udfordringer og oplevelser. Til alle dem der så lidt som overvejer at overveje at blive udvekslingsstudent: GØR DET! Det er en af de bedste beslutninger jeg har lavet i hele mit liv, og al den slid, blod, sved og tårer som det kræver at nå målet, de kommer retur som belønning. Ligemeget om man tager til USA, Brasilien, Sydafrika, Japan, Australien eller Taiwan, så ved jeg at man får en god oplevelse og vokser 1000 gange som menneske, og hvis man ville være sikker på at have et tryg grundlag for sin rejse, så kan jeg varmt anbefale min organisation, Explorius, hvor jeg endnu ikke har oplevet en negativ situation! 

Til sidst har jeg kun at sige tak for at i læste med, og held og lykke til alle derude på jeres livs mange eventyr! 

Ida over and out

torsdag den 30. maj 2013

Does anybody have a recipe?

Er der nogen der kan fortælle mig hvordan, man tager et værelse - fyldt med et helt års minder, et helt års oplevelser, et helt års shopping, et helt års blod sved og tårer, et helt års sorg og savn, et helt års glæde, et helt års dufte og lyde, et helt år man aldrig vil få igen, et helt år, et helt nyt liv - og pakker det ned i to triste kufferter? Jeg ved ikke selv hvordan dette er muligt, men det er lige præcis hvad jeg bliver nødt til at gøre i dette sekund..... 

Tiden kan ikke spoles tilbage, billetten er fastlagt og alle ens præstationer, venskaber og ens nye hjem må man forlade, ikke glemme, men forlade... Det er en uhyggelig tanke, og det stod ikke klart for mig før i går nat  kl. 3 om natten hvor jeg begyndte at stortude fordi det fik op for mig, at fredag, i morgen, bliver min sidste skoledag, sidste gang jeg ser alle mine fantastiske lærere og venner, nogle af de. I lang tid men de fleste af dem for altid! Det er en forfærdelig følelse, og jeg tror kun en udvekslingsstudent forstår det! Jeg har i lang tid sagt til mig selv, at jeg var klar til at tage hjem til Danmark, at jeg var klar til at afslutte mit udvekslingsår og tage herfra... Jeg er stadig klar til at tage tilbage til Danmark, jeg savner alt og alle, og jeg glæder mig til at få mit liv tilbage, men HOLD NU OP hvor er jeg ikke længere klar til at afslutte mit udvekslingsår, jeg er ikke klar til at tage herfra.. Denne sidste uge har været den bedste i hele mit udvekslingsår, det er gået op for mig hvor mange mennesker her jeg holder af, og så skal jeg altså forlade det hele.... Det er ligesom at blive revet ud af en fantastisk drøm, og der er ikke noget at gøre ved der.. Du a. Ikke spole tiden tilbage, du kan ikke ændre dit år, og der er ikke længere dage i kalenderen til at planlægge sjov og spas med dine venner... Det er en forfærdelig følelse, men jeg er så taknemmelig for alle dem der har hjulpet til med at gøre mit år, og især denne sidste amerikanske uge, helt speciel! 

Så her står jeg altså, i døren til mit amerikanske værelse og kigger rundt... Mine kufferter står åbne og klar til at pakke, og jeg har ingen idé hvad jeg skal gøre.

Ida


mandag den 27. maj 2013

Beyoncé, My Hero



Som mange af jer nok ved, så er jeg den STØRSTE (i hvert fald én af dem) Beyonce fan på hele jorden! Hun er simpelthen fantastisk! Hun er et kæmpe idol for mig, og al den sjæl, energi og kræfter hun dedikerer til sit arbejde er bare så inspirerende! Og så ikke for at nævne hendes perfekte udseende og lækre krop som er lige til at blive grøn af misundelse af. Mange af jer tænker sikkert "bah, hun er bare en diva som tror hun er bedre end andre" og ja, det kan der måske være noget om, men hun er langt mere end det, og hvis i er i tvivl, så skulle i tage at se hendes forholdsvis nye dokumentar 'Life Is But A Dream', her kommer man virkelig helt tæt på og hører om hendes liv, og hvis man ikke havde det før, så kan man ikke undgå at få enormt meget respekt for hende! Hvis man stadig ikke er overbevist om hvor sej Beyonce er, hvorfor så mange mennesker er helt vilde med hende (det burde være en selvfølge) og hvis man, som Ida har haft mange gange, har halvanden time man ikke lige skal bruge til så meget, så burde man gå ind og se den film hun har lavet med hele hendes show fra hendes sidste World Tour 'I Am', den fulde version ligger på youtube, i kan se den her :-)

Men hvor jeg egentlig vil hen med dette indlæg er, at jeg lige nu føler at hele verden er imod mig!! Lige nu er Beyonce på hendes World Tour 'The Mrs. Carter Show', og hvis man hører radio eller ser TV har det nok været svært at undgå at høre, at Beyonce jo kommer til København i morgen, 9 DAGE FØR JEG SELV FORLADER USA OG STÅR MED MINE EGNE FØDDER I SAMME BY!!! Og hvad tror i? Få dage efter tager hun så tilbage og afslutter sin World Tour med en masse shows i hele USA, EFTER  at jeg lige har været i landet i 10 måneder og rejst hjem... Ughhh hvor er det bittert - altså hvor uheldig kan man lige være? Sidste gang hun var i Danmark, kunne jeg ikke komme til hendes koncert, og denne gang bytter vi nærmest plads så jeg lige præcis undgår hende. Øv. Jeg mener, det er jo ikke fordi at det er den sidste gang i hendes liv at hun optræder, men det er højst sandsynligt sidste gang hun tager på World Tour, hvor hun stadig er ung nok til at have et vildt og spændende sceneshow med de fedeste danse koreografier, som jo, udover hendes vidunderlige stemme, er en anden ting som hun er så kendt for.... Så chancen til at hun kommer til Danmark igen og giver den optræden jeg så inderligt gerne vil overvære live er ca. lig med 0 ... Så øv... 

Jeg har dog lavet en nødplan så jeg kan få mit livs største ønske opfyldt: Jeg ændrer mit liv og sætter kurs mod sangkarrieren, jeg bliver supergod og verdenskendt, flytter til LA og mænger mig med alle de andre celebreties, jeg bliver bedste venner med Beyonce og får en VIP billet til én af hendes shows! Dette skal dog helst ske på under 5 år, men derudover synes jeg selv det er en temmelig realistisk plan :-p 

Nå, jeg vil nu afslutte dette negative indlæg, jeg håber at i føler min vrede og bitterhed, selvom der ikke rigtig er nogen at give skylden til....  

Til alle jer der har været så hammerheldige at få en billet og har muligheden for at tage til koncerten: I har bare at nyde det i mit sted :-D 

Knus og kram fra the World's biggest Beyonce-lover 

                                   
        

lørdag den 25. maj 2013

Til ære for mine løbekammerater, Asic 1 + Asic 2

Dette er en lille tak til mine kære gamle løbesko, hehe
De har båret mig gennem ild og vand, de har bestiget de svenske fjälde, de har hjulpet mig til at vinde Skive Løbet, de har fløjet mig henover de italienske strandpromenader og tennisbaner, de har givet mig motivation på den iskolde vinterasfalt før hver eneste håndboldtræning... Her 4 år efter er de stadig intakte og på mærkelig vis stadig den rigtige størelse (?) - her har de fulgt mig i min lange rejse over Atlanten, i cross country har de løbet gennem både sne og slud, mudret skovterræn, brede vandløb og brandvarm asfalt, hvor de hjalp vores hold vinde the district tournament, de har overlevet 1,5 times idræt hver dag i vådt græs, blandt støvede vægte, på faldefærdige betontribuner og jeg ved ikke hvad, og derudover til atletiktræning hver dag og til diverse atletikstævne hvor de hjalp mig løbe mod andre med pig-løbesko, og stadig få mig på førstepladsen, wuhuu! Lørdag i sidste uge til the region trackmeet bar mine kære løbesko mig til en af mine hidtil største atletiske bedrifter - i både 100m hækkeløb og 300m hækkeløb placerede jeg højt nok til at kvalificere til the state tournament, altså den bedste turnering i hele Virginia! 

I 100m hækkeløb blev jeg nummer 4 med en dejlig tid på 19 sekunder, og jan tænker sikker, at 19 sekunder er langsomt, men jeg har altså kun prøvet denne disciplin 2 gange før hvor min tid har været 21 sekunder, så bedre konkurrence fik presset mig hele 2 sekunder ned og fik mig på en 4. plads ud af 18 piger - jeg blev så glad da jeg før løbet fandt ud af, at jeg var blevet seated i 3rd heat, altså skulle jeg løbe blandt de bedste piger :-D ud af disse piger havde jeg den dårligste tid, men alligevel blev jeg nr. 4 ud af de 8 der var i mit heat, så jeg blev meget stolt :-) 

I 300m hækkeløb som er noget helt andet, fordi du stadig skal springe over ligeså mange hække men over en længere distance, så her handler det mere om udholdenhed end om teknik og fart, og udholdenhed er lidt mit svage punkt, fordi jeg STADIG er i dårlig form (jeg ved ikke hvordan, jeg har aldrig dyrket så meget motion i mit liv, og jeg gør mit bedste for at spise så sundt så muligt... Men det kan let blive svært med mad-udvalget her...) anyway, igen var jeg her i 3. heat, hvilket var godt, men ud af de 8 piger i mit heat havde jeg igen den dårligste tid, men men men, igen pga. bedre konkurrence fik jeg mig helt ned på 56 sekunder (normalt er det 59 sekunder, stadig ikke så god en forbedring som i 100m hækkeløb, men det kunne være værre). Dette fik mig helt op på en 5. plads ud af de i alt 17 piger der var i den disciplin... Desværre kunne min tid have været 55 sekunder og jeg kunne have fået en 4. plads, men sådan skulle det ikke gå: ved den aller sidste hæk jeg skulle springe over var jeg, som altid, ved at læbe tør for kræfter... Normalt plejer jeg at kunne kæmpe mig igennem det, men denne gang havde jeg presset mig selv så meget gennem resten af løbet, at jeg i enden blev voldsomt træt, og jeg tog så meget fart af, at mine skridt blev ukoordinerede, og da jeg skulle springe over den ALLER sidste hæk kom jeg til at ramme den med min første fod, hvilket sjældent sker, og jeg ramte den sådan at jeg trådte den helt ned på løbebanen så den var under min fod (hækkene er så tunge i støttefoden de står på, at de normalt bare svinger tilbage når man rammer dem, men denne gang ramte jeg den altså med min første fod lige midt på hækken så jeg trådte den hel ned) og dette resulterede altså i at jeg kom fuldstændig ud af balance og var ved at falde, så jeg blev nødt til at sætte mine hænder på løbebanen for at undgå at ramme med hovedet og falder over i de andre baner, og heldigvis blev jeg på benene så jeg kunne løbe de 7 meter i mål -.- og dette gjorde altså min tid mere en et helt sekund langsommere, for midt i mit uheld blev jeg overhalt af en pige, som jeg havde været foran hele tiden, og hendes tid var et sekund bedre end min, da løbet var slut....

Men ja som sagt betyder dette at jeg altså skal med til the state tournament sammen med tre andre elever fra min skole, vi tager afsted fredag d. 31. maj, hvor vi overnattet på et hotel, og så er turneringen dagen efter ved middagstid, jeg glæder mig SÅ meget, for jeg elsker seriøst hækkeløb! Dette år er første gang jeg prøver det, og det er simpelthen så sjovt, fordi du ikke kun løber, men også skal koordinere dine skridt og have styr på hvordan, hvor højt og hvor langt man springer hækkene, og nu får jeg en chance til, og det bliver højst sandsynligt den sidste gang i mit liv jeg får en chance for at gøre det - i hvert fald som konkurrence, hvilket er den bedste del af det! 

Der er desværre to knap så fede konsekvenser af at jeg skal afsted til the state tournament:

1. Jeg har ikke mulighed for at være med til Breannas og en masse af mine venners graduation, hvilket ellers er super amerikansk og jeg havde glæder mig meget, fordi min flybillet passede perfekt med at jeg lige kunne nå det, men nu kan jeg ikke, og det var også denne dag jeg havde tænkt mig at sige farvel til alle, fordi alle vil være der... Men det må jeg så gøre på min sidste skoledag, hvilket bliver fredag... Heldigvis kommer jeg hjem derfra lørdag sen eftermiddag hvor Breanna holder hendes familie graduation party, så jeg i hvert fald for sagt farvel til familien den dag :-) 

2. Som sagt er det på næste lørdag jeg skal til det, og jeg kommer hjem fra Breannas party sen lørdag aften, oooog næste morgen, søndag D. 2., der forlader jeg altså Rye Cove kl. 5 om morgenen for at tage mod lufthavnen, så jeg bliver nødt til at være stort ser færdig med at pakke alt på torsdag, som der nu er mindre end en uge til...... 

Pyha hvor kommer det hele tæt på, de sidste par måneder har der været så mange ting jeg gerne ville gøre før jeg skulle hjem, men jeg blev ved med at sige til mig selv, at der var laaang tid, at jeg stadig havde 3 eller 2 tiendedele tilbage af mit udvekslingsår og at der jo var masser af tid.... Men ak, nu sidder jeg her med 5 dage tilbage i High School , der er i morgen 8 dage til jeg forlader Rye Cove, 10 dage ril jeg forlader USA og 11 dage til jeg er på dansk jord! Jeg er allerede begyndt at pakke, mit vintertøj, som jeg ikke har brug for med det samme derhjemme har jeg pakket i papkasser til at sende hjem, mine breve og billeder har jeg taget ned fra væggen (det var ligesom i en film, det var seriøst så trist, jeg havde en kæmpe væg med billeder som var sat på med lærernes tyggegummi og én for én tog jeg dem ned mens Breanna sad bag ved mig og var lige ved at tude og lige ved at få mig til at tude) ... Ih altså...

Men ja, tak til mine løbesko for deres udholdenhed, kvalitet og motivation, og tak for at de har fået mig så langt! :-D 
                       



Hav en god weekend! 

mandag den 20. maj 2013

In just weeks

  ''A year has passed and now we stand on the brink of returning to a world where we are surrounded by the paradox of everything and yet nothing being the same. In a few weeks we will reluctantly giver our hugs and, fighting the tears, we will say goodbye to people who were once just names on a sheet of paper to return to people that we hugged and fought tears to say goodbye to before we ever left. We will leave our best friends to return to our best friends.

We will go back to the place we came from, and go back to the same things we did last summer and every summer before. We will be on the same familiar road, and even though it has been months, it will seem like yesterday. As you walk into your old bedroom, every emotion will pass through you as you reflect on the way your life has changed and the person you have become. You suddenly realize that the things that were most important to you a year ago don't seem to matter so much anymore, and the things you hold highest now, no one at home will completely understand. 

Who will you call first? What will you do your first weekend home with your friends? Where are you going to work? Who will be at the party Saturday night? What has everyone been up to in the past few months? Who from school will you keep in touch with? How long before you actually start missing people? Then you start to realize how many things have changed, and you realize the hardest part of being an exchange student is balancing the different worlds you now live in, trying desperately to hold on to everything while trying to figure out what you have to leave behind. 

We now know the meaning of true friendship. We know who we have kept in touch with over the past year and who we hold dearest to our hearts. We have left our wourlds to to deal with the real world. We have had our hearts broken, we have fallen in love, we have helped our best friends overcome eating disorders, depression, stress, and death. We have lit candles at the grotto and we have stayed up all night on the phone just to talk to a friend in need. There have been times where we have felt so helpless being hours away from when we know our families or friends needed us the most , and there are times when we know we have made a difference. 

Just weeks from now we will leave. Just weeks from now we take down our pictures, and pack up our clothes. No more going next door to do nothing for hours on end. We will leave our friends whose random emails and phone calls will bring us laugter and tears this summer, and hopefully years to come. We will take our memories and dreams and put them away for now, saving them for our return to this world.

Just weeks from now we will arrive. Just weeks from now we will unpack our bags and have dinner with our families. We will drive over to our best friend's house and do nothing for hours on end. We will return to the same friends whose random emails and phone calls have brought us to laughter and tears over the year. We will unpack old dreams and memories that have been put away for the past year. In just weeks we will dig deep inside to find the strength and conviction to adjust to change and still keep each other close. And somehow, in some way, we will find our place between the two worlds.

In just weeks"

(Yes I have a love and passion for writing essays, but this is not my creation.... It is stolen from an exchange student, who stole it from another exchange student, who stole it from another...)


                                    

fredag den 17. maj 2013

Atlanta

Ja, jeg er desværre en del bagud med at blogge, så hvad i nu skal høre om skete, ikke i sidste weekend, men weekenden før set, altså for to uger siden :-)

Som nævnt i forrige indlæg, så kom vi først hjem fra the bonfireparty (after prom) kl 4 om morgenen.... Derefter tog jeg et langt bad for at få både de 5 lags hårspray og også den forfærdelige bållugt ud af mit hår... Derefter sov jeg fra 4.30 til 5.30 hvor Breanna, Chase og jeg kørte afsted mod Kingsport før at mødes med Breannas kusine, som vi kørte med til Atlanta, hvor hun havde inviteret os ned til at se en baseball kamp (Braves vs. New York Mets). Det var virkelig bare fedt at køre rundt i Atlanta, jeg følte virkelig at jeg var i USA, solen skinnede, det var varmt, vi kørte rundt i Beth's (Breannas kusines) gigantiske Chevrolet Tahoe i Atlanta centrum på den sekssporede motorvej blandt en masse andre kæmpe fede biler, omringet af flotte skyskrabere, som sagt, jeg følte virkelig jeg var i USA, og Breannas kusine er så vildt sjov og mega nice! Hun er en 29-årig politi-detektiv (investigator) som derhjemme har to små vidunderlige piger sammen med hendes mand, som også er politibetjent.

Jeg husker et sjovt øjeblik på vej ind til Atlanta, hvor vi blev nødt til at stoppe, fordi Beth skulle tisse, og sjovt nok var vi på Martin slutter King Boulevard, og det siges at hver eneste gang man befinder sig der, bliver man berøvet, så da vi holder ind ved den eneste tankstation vi kunne finde siger Beth leende :"yep, jeg havde ret, der er kæmpe træmmer for vinduerne her,så hvis der sker noget er der en håndpistol i handskerummet" jeg grinte af det, men ganske rigtigt, da jeg åbnede handskerummet var der den fin pink taske med en håndpistol og ammunition, haha, typisk amerikanere! Det er virkelig anderledes i forhold til Danmark hvor det jo ikke er lovligt at have våben... Men bare rolig, jeg ved mine bedstemødre læser dette, så før de bliver alt for bekymret kan jeg afsløre, at der skam ikke skete noget, og at hun også bare jokede, jeg syntes bare det var vildt sjovt! :-)

Da der ikke var så meget trafik på vej til Atlanta, ankom vi 1,5 for tidligt i forhold til hvornår kampen startede, så vi tog ind til centrum og kørte lidt rundt, og så besøgte vi et museum - ja i tænker sikker "hvad sker der for dem, de er i Atlanta og tager på museum" men dette var altså et specielt og vildt fedt museum! Det er kaldt 'The Body Museum' og som i måske kan gætte jer frem til, er det et museum hvor RIGTIGE mennesker har doneret deres ÆGTE kropsdele til forskning og udstilling! Ja i hørte rigtigt! Det var virkelig fedt! I et af rummene kunne man se hele nervesystemet som var trukket ud, og stadig indtakt, i et andet rum var der to sæt lunger, et rask sæt og et sæt rygerlunger - igen, det er rigtige menneskelunger! Der var et menneskehjerte, nyrer og et menneske i fuld statur, hvor man de havde fjernet huden osv så man kunne se musklerne, det lyder nasty, men det var virkelig interessant. Derudover var der selvfølgelig et helst knoglesæt, der var bronkis (hvad kalder man de årer der er omkring lungerne og i lungerne - jeg ved det ikke!) og derudover alt muligt andet som jeg heller ikke kan sige, men som sagt, det var spændende! Det mest spændende var dog en af de sidste rum, og før man gik ind fik man en advarsel om, at man måske ville føle ubehag ved den næste udstilling: det var små fine fostrer (hvordan siger man det? Altså ufødte babyer) helt fra uge 4 til uge 24, og også en baby, som var født, men alt for tidligt (uge 30 eller noget) det var så fantastisk! Det er lidt svært at forklare det hele, men det var både lærerigt spændende, og desværre var det ikke tilladt at tage billeder.....

Derefter var det endelig tid til BASEBALL GAME, wuhuu! Det var en kæmpe stadium, og det var lækkert vejr, vi fik hotdogs og sodavand, og som udenlandsk tilskuer fik jeg en gratis t-shirt :-D vi havde lækre pladser lige der hvor alle the Home-runs bliver skudt til, desværre kom vi lige omkring 30 sekunder for sent til at nå en bold, der ville have landet lige i mit sæde, hvilket betød at jeg ville have fået bolden, grrrrh, haha :-D derudover landede der flere bolde få meter fra os, men desværre kom vi ikke hjem med nogle bolde... Men der var en virkelig fed stemning, en helt masse tilskuere, og bagved os sad der 4 mænd som var vildt interesseret i baseball kampen, men også i både Danmark og mit polaroid kamera, hvilket de ikke havde set siden deres unge dage :-p Atlanta Braves, som vi holdte med, vandt selvfølgelig kampen, og lige da vi tog derfra begyndte det at regne, så det passede perfekt, jeg vendte hjem med en masse fede billeder, en cool Braves t-shirt, en knap så fed tan line (okay, hvordan siger man tan line på dansk, jeg har gennemrodet min hjerne, men kan slet ikke komme på det, og en ordbog hjælper mig ikke, haha?) og en masse gode minder!

Som sagt var denne weekend med både prom, Atlanta, baseball game og alt muligt, den mest amerikanske weekend jeg har haft, lige præcis hvad jeg var kommet for :-D - det resulterede dog i et voldsomt søvnmangel, hehe, så det var en hård negl at komme i skole om mandagen......

Heldigt for jer glemte jeg mit kamera i min venindes bil, så jeg fik taget nogle billeder med min iPad Atlanta, så i har mulighed for at se lidt af dem her på bloggen (jeg prøvede at få et godt billede af den olympiske stadion, men det lykkedes desværre ikke..... )

Idzen over and out

P.S. Spørg mig for Guds skyld ikke hvorfor jeg havde taget langbukser, converse og strik cardigan på, når det var over 25 grader, men det var altså hundekoldt i Rye Cove den morgen :-p)





















































torsdag den 16. maj 2013

Thank God For Free Education!!

Åh Gud, åh Gud, åh Gud, sidder i køkkenet med min værtsmor, værtssøster og hendes kæreste, og der er en kæmpe diskussion omkring College-penge, lån, scholarships, hvad der er betalt for, og hvad der ikke er betalt for, hvad der skal holdes styr på, hvad ser skal ansøges for inden en bestemt dato og jeg ved ikke hvad.... Og det hele er ved at gå op i det røde felt, mens jeg bare sidder og laver lektier som fluen på væggen, og GUD SKE TAK OG LOV FOR AT VI I DANMARK HAR GRATIS SKOLE OG UDDANNELSE, hahahaha, det er simpelthen så indviklet alt det med at betale for college, og alt det man kan få et scholarship for og hvad ikke, og hvad man skal gøre, hvad det inkludere og jeg kunne blive ved, det er et mareridt, og lige nu er jeg bare så glad for at være dansker!!

Det var lige det jeg ville berette om en onsdag aften, haha, jeg har der fantastisk, der er 30 grader udenfor, og jeg nyder livet <3

Peace out
Idzen